Imperia 가사

Jeg er imperia, jordmassens dronning Urstærk som kulden, der blunder i bjergens skød Mørk og ubøjelig, ofte jeg drømmer mig død Pragt er min higen, jeg kender ej mildhed Jeg er den golde natur, det udyrkede øde Som giver stene for brød, og som nægter at føde Ingen kan vække mig uden min elsker Ilden, min herre, til hvem jeg er givet i vold Så at jeg røres til afgrundens dybeste fold Alt er unyttigt undtagen vor skælven Alt, hvad der trives og pletter som skimmel på min hud Ruster jeg bort i et møde med jordskælvets gud Under den græstørv, som vendes af ploven Hviler mit jernfaste indre unærmeligt frit Hver, som er gold i sit hjærte, har noget af mit Af mine kullags og malmårers gifte Blåner den vårsæd, som yder det nærende mel Kold for de levendes optog og danse Drømmer jeg evig om urelementets musik Jeg er imperia, jordmassens dronning Jeg er den golde natur, det udyrkede øde Som giver stene for brød, og som nægter at føde Giftige kratere, rygende dybder Sortsvedne huler, der stinker af svovl Kongernes slot har jeg sænket i havet Slået den fattiges fattige lykke i skår Og er utømmelig rig for millioner af år Kom til mit hjærte, der aldrig har frygtet Døren er opladt, jeg venter ubændig min elsker