Matrosen کے بول

Ved Toldboden steg en Matros i Land Hans Haar de vare saa hvide Han havde ei seet sit Fædreland I mange Herrens Tide Han havde ei seet, at Byen faldt For engelske Blus og Brande Ham Skjæbnen havde fra Hjemmet kaldt Langt borte til fremmede Lande Der stod han da med Haanden i Barm Og Øiet saa mørkt i Vrede Og stirrede med vemodig Harm Paa den tomme Svanerede Da tørrer han sig om Skjægget brat Mens Taaren paa Kinden brænder Han knuger den gamle, begede Hat Imellem de sitrende Hænder Hvor er I henne, store og smaa I Havets stærke Svaner? Som smykkede her i Dammen Laae Med Dannebrogs røde Faner? Søger I end den gamle Færd Paa fjerne, fjendtlige kyster? Viser I Fjenden, hvor stolt i bær’ De egeplankede Bryster? Nei! – I har glemt den gamle Sang De danske, jublende Toner Nu stemmer i op den Seiersklang Der tordner fra Brittens Kanoner